Den 11. oktober 2018 mødtes 7 forventningsfulde løbere, samt træner, holdleder og familie på et hotel i udkanten af Prag. Vi var samlet her for at deltage i USIC Marathon 2018 championship. Et event som bedst kan betegnes som de internationale jernbanemesterskaber i marathon. Et mesterskab, som afholdes hvert 4. år. Denne gang var løbet en del af et gammelt lokalt maratonløb, Prazsky Maraton Ve Stromovce, som i år blev afholdt for 55. gang i en hyggelig lille park beliggende i den nordige del af Prag, som hedder Stromovka.

Det danske hold bestod af Paul Andersen (træner), John Nielsen (Holdleder), Melina Olsen (support) samt løberne, Benedicte Kastrup, Lisa Andersen, Iben Madsen, Karsten Bukholt, Poul Thomsen, Frank Andersen og mig selv Jakob Dahl. – Et hold bestående af rutinerede folk, som har deltaget i flere løb i USIC regi og enkelt debutant i form af undertegnede. Min tur til hotellet i Prag startede længe før d. 11. oktober. I efteråret 2017 løb jeg Berlin Marathon i min hidtil bedste tid, som var 3:39:14. Det var en tid, som ingenlunde ville kvalificere mig til USIC Marathon. Tiden skulle forbedres væsentlig. Derfor startede jeg på struktureret træning, først frem mod Copenhagen Marathon via et 29 ugers træningsprogram startende d. 30. oktober 2017. Igen et 17 ugers program efter Copenhagen Marathon og frem mod USIC. Tiden i København endte på 3:27:04. Det var netop denne tid, som gjorde at jeg blev udtaget til USIC som sidste udvalgte. 3 uger før løbet i Prag skete det, som bare ikke måtte ske. Under et trailløb ved Røsnæs, vred jeg om på min ankel. Jeg slæbte mig i mål, hvor jeg kunne besigtige anklen. Til min store skræk kunne jeg se, at min ankel var hævet til dobbelt størrelse og et øjeblik så det ikke ud til at jeg kom ud at løbe foreløbigt. At stå på startstregen i Prag om bare 3 uger virkede urealistisk. Efter 3 dage med masser af ro og lige så meget is var hævelsen faldet så meget, at jeg valgte at teste anklen med en lille løbetur. Turen gik over alt forventning. Foden var selvfølgelig øm efterfølgende, men ikke så meget, som man kunne frygte. Træningsmængden de sidste uger frem mod USIC blev afviklet med stor fokus på anklens tilstand. Enkelte ture blev skippet, men jeg nåede at teste foden på flere lange ture. Blandt andet en enkelt 25 kilometer træningstur. Foden var stadig lidt hævet, men ikke øm. Og nu stod vi så alle sammen i receptionen på Krystal Hotel i Prag to dage før startskuddet skulle lyde.

 Fredag d. 12. oktober skulle vi deltage i åbningsceremonien sammen med de 14 andre lande. Ceremonien fandt sted på det gamle atletikstadion i Stromovce. Et stadion, som både fungerede som start og mål for løbet om lørdagen. Selve ceremonien var opdelt i to dele. Den højtidelige del med åbningstaler m.m. Anden del bestod af en fotoseance. Alle lande var repræsenteret.

Som debutant fik jeg æren at være den danske fanebærer. En tjans som umiddelbart virkede lige til, men som fanebærer stod man allerforrest hvilket var lidt af en udfordring. Dette skyldtes ikke at fanen var vanskelig at holde. Til gengæld var det yderst vanskeligt at holde masken på grund af den tjekkiske tolk, som oversatte alle talerne fra tjekkisk til engelsk. I øvrigt også en enkelt tale fra engelsk til tjekkisk. Manden var yderst vanskelig at forstå og havde store vanskeligheder med at udtale ordene.

Jeg ønskede mig et kort øjeblik bagerst i rækken. Jeg havde svært ved at skjule mig i denne ufrivilligt morsomme situation. Specielt i lyden af klukkende tilbageholdt latter lige bag mig. Efter åbningsceremonien var der inspektion af løbets runde og efterfølgende af bådtur på Moldau, hvor Prags scenerier kunne nydes fra vandsiden.

Lørdag d. 13. oktober skulle løbet afvikles. Prazsky Maraton Ve Stromovce er et mindre løb med omkring 250 deltagere.

Et par dage før start, blev ruten lavet om. Oprindeligt skulle det være 10 runder af 4.2 kilometer. Men på grund af vejarbejde blev den lavet om til 8 runder af 5.28 kilometer. Min første tanke var, at det nok var fint nok. Tanken om et en-cifret rundeantal virkede bedre end et to-cifret.

Jeg havde brugt de seneste to dage på at kigge på de øvrige landes deltagere. De så ret skarpe ud. I hvert fald i forhold til mig. Jeg var lidt bekymret, om jeg var hurtig nok, om jeg ville falde helt igennem. Nu var jeg her, så kunne jeg jo lige så godt gøre mit ypperste. Målet var IKKE at ende sidst blandt USIC deltagerne.

Klokken 10 stod vi alle klar, jeg stod i midten af feltet. Det gjaldt om at finde nogen, som løb nogenlunde det tempo, jeg skulle løbe i. Her klokken 10 var temperaturen ca. 10 grader. I løbet af de første par timer steg temperaturen til 23-24 grader. På grund af de varme temperaturer havde løbsledelsen besluttet at indsætte 2 vanddepoter, fremfor først planlagt, et enkelt. Underlaget var primært asfalt, men det virkede hårdere end det asfalt jeg normalt er vant til at løbe på. Sekundært var der flere stykke med brosten, som ikke var det bedste underlag i forhold til min ankel.  Dagene op til havde jeg mærket lidt til anklen. Den var også stadig en smule hævet, men da starten gik, var benene helt klar. Og dog, foden skulle lige i gang. Efter den første runde mærkede jeg intet til ankelproblemerne. Jeg fandt hurtigt en lille gruppe bestående af 9 løbere, som løb nogenlunde i mit tempo. Måske lidt for højt. På 3. runde dukkede mit eget lille heppekor op. Min kone og mine to piger, stod klar med opløftende tilråb. Hjemmefra havde jeg bedt dem om at heppe lige så meget på de øvrige danskere, hvilket jeg fik at mærke på 4 omgang, hvor min store datter åbenbart havde opildnet Karsten, som var ved at indhente mig med en omgang, med ordene, ”Kom så Karsten, nu skal du overhale Jakob”. Som sagt, så gjort. Kort efter kunne jeg se mig distanceret med en opgang. Jeg blev i gruppen med de 9 andre løbere og lod dem føre an. Efter halvmarathondistancen var vi kun 4 løbere tilbage i gruppen. Jeg mærkede efter, men synes ikke der var overskud til at sætte farten op, så jeg holdt tempoet. Benene var lidt ømme. De øvrige 3 i gruppen satte tempoet op. Halvvejs inde i 5. runde var jeg alene.

Jeg holdt mit tempo frem til kilometer nummer 32. Herefter satte jeg tempoet lidt ned. Den næstsidste runde var klart den hårdeste. Det var primært tanken om den sidste runde, som var hård. Men jeg holdt tempoet nogenlunde omkring de 5 minutter pr. kilometer. Første gang jeg kiggede på den samlede tid på mit ur, var efter 40 kilometer. Jeg lavede en udregning og kunne hurtigt se, at der skulle gå meget galt, hvis jeg ikke skulle slå min hidtil hurtigste marathontid. Automatisk satte jeg tempoet op. Da jeg nåede station og den sidste runde på atletikbanen, var rygtet om mulig PR nået til de øvrige danskere. Rundt om banen stod min familie og Paul, Karsten, Frank, Poul, Melina og John og heppede mig de sidste meter over målstregen, totalt motiverende. De sidste 300 meter løb jeg i tempo omkring 4:10 pr. kilometer. Tiden blev 3.24.22 ny personlig rekord. Næsten 3 minutter hurtigere end tidligere. Jeg var ikke den eneste som lavede PR. Det samme gjorde Frank, som løb på 3:07:56. Ligeledes 3 minutter hurtigere end tidligere.  Målet var ikke at ende sidst blandt USIC deltagerne og det mål blev nået. Jeg blev nr. 50 af 93 USIC løbere. Blandt andet slog jeg alle 7 deltagere fra Norge. I det samlede Prazsky maraton ve Stromovce blev jeg 83 ud af 256, så Jeg er ovenud tilfreds. Okay, når jeg kigger på mit resultat og sammenligner det med de 3 øvrige mænd. Så er der plads til forbedring. Jeg lover at øve mig lidt mere, hvis jeg må være med igen om 4 år.